Over sorte heder rider han
Stille løfter han sit sværd
Og forsvinder in i tågelandet
Over sorte heder rider han
Stille løfter han sit sværd
Og forsvinder ind i tågelandet
Over fjeldene og ind i skovåbningen
Han bliver ramt af en skærende kulde
Mens mørket sænker sig dybt over ham
Stille fælder han en tåre over hans
Forfædre som for altid er glemt...
Han ser den gamle grahøj åbne sig
Rundt vandrer trolde of jætter på
Deres vanlige natfærd...
Tågen ligger tykt denne vinternat
Stille rider han videre på de mørke stier
Skumringen svæver stærkt i hans frosne skov
Hans sorte kappe anes langt derfra
Dybt i skovens bund ved de han er nær
Frygtløs gennem vinterskoven rider han
Som var han bundet af en andedn sjæl...
Over sorte heder rider han
I denne nat er ingenting stille
De krogede grene spejles i månelyset
Til man ikke kan se ham fra højen stor
Videre kommer han nær
Skoven vil ikke tage ende
Vildfaren er end ikke han
Han rider gennem den sorte nat
Han stopper ved en cirkel af ege
Skumle huler under stenene ved højen stor
Ham ved at flere øjne beskuer hans mørke sing
Men stille forsvinder han igen...
I udkanten af buskområdet
I søens måneskær, hvor kun åmændene holder til
Han får et glimt af nattejægeren der forsvinder i horisonten
En empusa kalder i det fjerne, men videre rider han...
Skovfolket trækker langsomt ud igen
De skuer efter ham, me tågen overtager
Stille...inden han forsvinder i horistonten
Or rider over de sorte heder igen...
